Han har tidligere været et prominent medlem af en nu forbudt bande, siden er han blevet Hells Angels-rocker og nu er han tiltalt for adskillige alvorlige forbrydelser. Anklagerne mod ham fremstiller ham som bagmand i en voldsom sag om trusler og afpresning samt i sager omhandlende drabsforsøg og eksplosioner i Danmark.
Siden han var teenager har bandeveteranen været en del af den københavnske underverden.
Først som medlem af den nu forbudte gadebande LTF, siden som leder i selvsamme bande og for tre år siden blev han en del af Hells Angels.
I december sidste år blev den 32-årige mand, der er beskyttet af navneforbud, anholdt i Tyrkiet på en dansk arrestordre. Forinden havde han været på flugt i flere år og i skrivende stund afventer han udlevering til Danmark.
Årsagen til udleveringen skal findes i tiltaler som National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) nu har rejst.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet, er manden tiltalt for adskillige voldelige forbrydelser. Alt fra afpresning til drabsforsøg står han ifølge politiet bag at have orkestreret via en internetforbindelse.
Foruden den 32-årige bandeveteran, der nu er rocker, er syv andre mænd og en kvinde tiltalt for at have hjulpet ham.
Uhyggelige trusler rettet mod kvinde
Ekstra Bladet skriver, at det første forhold i det lange anklageskrift drejer sig om både afpresning og trusler mod en dengang 56-årig kvinde.
Ifølge anklageskriftet startede truslerne den 2. oktober 2023.
Her skulle den 32-årige mand have afkrævet kvinden en million kroner ved hjælp af trusler og voldtægt gennem SMS-appen Signal.
‘Min ven, jeg ved, hvor din far bor. Jeg ved, hvor din søn bor. Jeg ved alt om dig, jeg ved, hvor din fucking svigerdatter, hun arbejder henne, Er det det der spil, du gerne vil lave? Fordi så går vi bare i gang,’ skulle manden have truet kvinden, der også modtog trusler, der ifølge Ekstra Bladet lød:
‘Husk mine ord. Husk dem rigtig rigtig grundig. Og husk, når (søns navn, red.) ligger på intensiv. Ved siden af din far. Så husk hvorfor.’
Af tiltalen mod manden fremgår det videre, at han skulle have sendt to lakajer til en villavej i Vanløse, hvor kvinden har familie. Her skulle der være blevet ødelagt fem ruder.
Godt to uger senere mødte håndlangere igen op på adressen, hvor en mandlig beboer fik voldsomme tæsk.
Kort tid efter hændelserne blev den 32-årige, der befandt sig i udlandet, varetægtsfængslet in absentia og efterlyst.

Våbenlager og drabsforsøg
Ifølge tiltalerne mod manden skulle han sidste år igennem en måned have været i besiddelse af et større våbenlager.
Sammen med en medgerningsmand skulle han have ligget inde med blandt andet pistoler, håndgranater og en maskinpistol, som de forsøgte at sælge.
En af håndgranaterne skulle være blevet brugt til en sprængning på en neglesalon på Frederikssundsvej i København i april sidste år.
Den 32-årige mand er ligeledes tiltalt for at have instrueret medgerningsmænd i et drabsforsøg på en anden Hells Angels-rocker i et boligkvarter i Kokkedal den 7. maj 2025.
Forinden skulle bandeveteranen have forsøgt at hyre en Signal-bruger ved navn ‘Dimi’ til drab. Brugeren viste sig dog at være en politiagent, og den 32-årige er i den sammenhæng tiltalt for drabsforsøg i forsøget på hvervelsen.
Videre er manden ifølge Ekstra Bladet tiltalt for to drabsforsøg på den samme 30-årige mand, der den 29. juli sidste år blev skudt tre gange i hovedet ved Grankoglen i Glostrup.
Det første forsøg blev ikke til noget, da den 30-årige ikke dukkede op.
Tiltalen mod HA-rockeren skulle lyde, at det var ham der satte aftalen op med offeret, inden han instruerede en ung mand i at skyde den 30-årige.
Ifølge Ekstra Bladet er der berammet retsmøder i sagen i oktober og november senere i år. Om den 32-årige bliver udleveret inden da, er ifølge mediet uafklaret.



