Rockband støtter det ukrainske folk gennem musikken: Nu spiller de i Danmark

Bandet har opnået mange ting med deres musik gennem snart 15 år. Nu fejrer de deres jubilæum med en stor europæisk turné, der også kommer forbi Danmark.

Det ukrainske rockband The HARDKISS har, siden de udgav deres debutsingle i 2011, tilegnet sig en dedikeret global fanbase.

Det har givet bandet mulighed for at spille på scener over hele verden.

Næste år fejrer The HARDKISS, der er stærkt engagerede i krigen i Ukraine, deres 15-års jubilæum med en stor europæisk turné.

Og i den forbindelse ligger de altså vejen forbi Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Vender tilbage til Danmark

I 2024 spillede The HARDKISS en koncert i Musikteatret Holstebro, men denne gang tager de deres spektakulære live-show til hovedstaden.

Det er nærmere bestemt Amager Bio, der får besøg af det ukrainske band den 27. november 2026.

Udover jubilæumsturnéen byder 2026 på flere store ting for bandet, der er kendt for at blande genrer som hard rock, alternativ rock og poprock med elektroniske elementer.

De udgiver nemlig også et nyt album, der bliver deres første siden 2021.

I juni udgav de en smagsprøve på albummet i form af singlen ‘Crush’. Senere er singlen ‘Tenderness’ også udkommet.

Tilskuerne kan se frem til at opleve disse numre og mange flere nye sange og gamle kendinge fra bandets bagkatalog i Amager Bio.

Kæmper for Ukraine med musikken som våben

Når bandet ikke står på scenen i blandt andet USA, er medlemmerne meget aktive på sociale medier og i velgørende sammenhæng.

Siden krigen i Ukraine startede i 2022 har især forsanger Julia Sanina gjort sig bemærket som en slags kulturel ambassadør for det ukrainske folk.

Ved Eurovision Song Contest i 2023 medvirkede hun som medvært, og bandet leverede en stærk optræden ved samme lejlighed.

Bandet har modtaget flere store priser for deres musik.

De har blandt andet modtaget priserne for ‘Bedste Band’ og ‘Bedste Album’ ved det ukrainske YUNA Music Awards.

Billetsalget er startet, og du kan sikre dig billetter via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Mandag kunne den københavnske rock- og metalfestival annoncere et kæmpestort hovednavn. Nu kommer flere legendariske navne til.