Imens regeringsforhandlingerne er på pause mandag langer Enhedslistens partiformand nu ud efter kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) for hans kommentarer om dansk økonomi.
Regeringsforhandlingerne pågår, men har mandag en pause.
Efter Venstre-formand Troels Lund Poulsen er blevet kongelig undersøger har forhandlingerne dog haft den danske økonomi i fokus.
I løbet af hele valgkampen har det nemlig været Venstre-formandens helt store fokus, at Danmark skulle være er rigere land.
Det uddybede han for få dage siden i et Facebook-opslag, hvor det lød, at Danmark i 2027 vil balancere på kanten af det statsunderskud, der er tilladt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Men det falder altså ikke i god jord hos Enhedslistens Pelle Dragsted, der ikke har meget til overs over for Troels Lunds snak om økonomisk ansvarlig politik.
‘Troels Lund fremstår som en slags komiske Ali på den økonomiske politik,’ indleder Dragsted.
‘I et Facebook-opslag forleden skrev Troels Lund Poulsen i en formanende tone om, at kassen er tom. Pengene er brugt, måtte vi forstå.’
‘Ja. De er brugt af Troels Lund Poulsens SVM-regering. Soldet væk på ufinansierede skattelettelser i toppen, afskaffelse af sukkerafgifter og andre ufinansierede milliardregninger.’
Pelle Dragsted kritiserer dertil Venstre-formandens ønske om at skabe en god økonomi med flere skattelettelser.
Ifølge ham vil det nemlig ikke betyde, at der vil komme flere penge i kassen, men tværtimod vil der være færre penge til velfærd, grøn omstilling og sikkerhed.
Dragsted vil i stedet lette skatterne og afgifter for ‘de almindelige mennesker’, og det vil blive finansieret ‘krone for krone’.
‘Vi synes godt, at toppen kan bidrage lidt mere. Så Sosu’en, bygningsarbejderen og pensionisten har lidt mere luft i økonomien’.
Enhedslisten er for nuværende ikke del af regeringsforhandlingerne.
Efter Troels Lund Poulsen blev kongelig undersøger har Pelle Dragsted og hans hold af Enhedslisten-politikere kun været til forhandlinger en enkelt gang.
Her stod det hurtigt klart mellem parterne, at der var for langt mellem de to.
Troels Lund Poulsen forhandler på nuværende tidspunkt mest intensivt med Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
Det skyldes, at stridighederne mellem Lars Løkke Rasmussen (M) og Morten Messerschmidt (DF) ikke ser ud til at kunne blive udredt.
Da Troels Lund Poulsen i for godt halvanden uge siden blev kongelig undersøger, var det med en deadline på to uger til at danne en ny regering.
