Reglen blev indført kort før weekenden. Allerede lørdag er den blevet fjernet efter stor kritik.
Det kan blive rigtig, rigtig dyrt, hvis en kassemedarbejder ikke får spurgt om id ved salg af eksempelvis vodka, cigaretter eller snus.
Flere butikker og tankstationer rundt om i landet har måttet sande det, hvor bøden er på 50.000 kroner for ikke at sikre sig, at kunderne er gamle nok til at måtte købe deres varer.
Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har en Rema 1000-butik derfor indført en ny regel, der også skal være med til at fjerne pres og stress fra kassemedarbejderne. Men reglen har fået stor kritik, og nu trækker købmanden, der driver butikken, den tilbage efter blot et par dage.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Michael Mundeling, der driver Rema 1000-butikken i Middelfart, som valgte at indføre reglen kort før weekenden.
Han besluttede sammen med butikkens ledergruppe, at alle kunder uanset alder skulle vise id, hvis de skulle have lov til at betale for tobak eller spiritus. Det skriver AvisenDanmark.
Beslutningen er siden hen blevet kritiseret kraftigt, og allerede lørdag blev den så trukket tilbage, oplyser butikken i et opslag på Facebook.
‘Jeg kan se vores seneste tiltag med at bede om ID, ved alle køb af tobak og alkohol har delt vandene,’ lyder det indledningsvist fra købmanden.
I opslaget skriver Michael Mundeling, at ledergruppen i bagklogskabens lys godt kan se, hvorfor det at vise id kan være en udfordring for nogen. Samtidig bliver der også beklaget.
Nu vil det igen være sådan i Rema 1000-butikken i Middelfart, at kassemedarbejderne kun spørger om id, hvis de er i tvivl, om kunden er yngre end 25 år.