Rekordhøjt billetsalg hjælper banebrydende forskning på vej

Arkivfoto: Grøn Koncert 2024

Grøn Koncert forener musik og meningsfuldt fællesskab – og giver Muskelsvindfonden rekordstor støtte i ryggen.

I starten af april blev billetterne til dette års Grøn Koncert sat til salg.

Her blev samtlige billetter mere eller mindre revet væk i et snuptag – endda i sådan en grad, at Grøn Koncert måtte melde om tekniske udfordringer.

Også i år besøger Grøn Koncert en række danske byer, heriblandt Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valbyparken i Københavns Sydhavn.

I alt har 199.000 festivalgængere sikret sig en billet til sommerens turné. Men det er ikke kun koncertpublikummet, der har grund til at glæde sig – også hos Muskelsvindfonden vækker succesen stor begejstring.

Den massive opbakning betyder nemlig større økonomiske muskler til fondens arbejde.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelese.

Stor opbakning giver håb og handling

Det var netop Muskelsvindfonden, der sammen med Tuborg etablerede Grøn Koncert tilbage i 1983. Og overskuddet fra turnéen går direkte til fondens indsats for mennesker med muskelsvind – både gennem banebrydende forskning og ved at skabe plads til forskelle i samfundet.

Men Muskelsvindfondens arbejde handler ikke kun om økonomi – det handler også om fællesskab. For mennesker med muskelsvind er det livsforandrende at møde andre i samme situation. Via sommerlejre, ungdomsgrupper og diagnosenetværk skaber fonden rum for gensidig støtte og inspiration – og for at leve et godt liv på egne præmisser.

Formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, sender derfor en stor tak til alle, der har købt billet:

“Tusind tak til alle jer, der har købt billet til Grøn. Når I kommer og fester, gør I samtidig noget langt større. I er med til at sikre vigtig forskning i muskelsvind og styrke fællesskaber for mennesker, som alt for ofte bliver set som dem, der står udenfor. Grøn handler ikke kun om musik – det handler om at stå sammen. Og det gør I. Det betyder mere, end I aner. Tak! Vi ses på Grøn til sommer”.

Turnéen finder sted fra den 17. til den 27. juli 2025. Du kan læse mere om festivalen på deres hjemmeside.

Skuespilleren gør det klart, at hverken han eller resten af holdet vender tilbage i deres ikoniske roller fra DR-klassikeren.