Regn udsætter Tausons opgør mod russer i Cincinnati: Ikke startet endnu

Regnvejr har udsat tennisspilleren Clara Tausons opgør i tredje runde ved WTA 1000-turneringen Cincinnati Open i USA.

Cincinnati Open oplyser klokken 21.37 tirsdag aften lokal tid – klokken 03.37 natten til onsdag dansk tid – på det sociale medie X, at der ikke vil blive spillet mere tirsdag aften.

Clara Tauson skal i tredje runde møde russeren Veronika Kudermetova.

Danskeren, der rangerer som nummer 15 i verden, har aldrig tidligere mødt Kudermetova. Russeren er nummer 36 på ranglisten.

Cincinnati Open oplyser, at turneringen inden længe vil komme med et opdateret program for onsdag.

Tauson er i forvejen programsat onsdag i doublerækken, hvor danskeren sammen med sin polske makker, Magda Linette, skal i aktion i tredje runde.

Tauson og Linette står over for en italiensk duo bestående af Sara Errani og Jasmine Paolini.

Clara Tauson har på det seneste været stærkt spillende og nåede i sidste uge semifinalen i canadiske Montreal. Danskeren slog undervejs den tidligere polske verdensetter Iga Swiatek.

Danskeren var oversider i første runde i Cincinnati. I anden runde besejrede hun australske Ajla Tomljanovic med 6-3, 6-7, 6-4.

Vejret har generelt indtaget en hovedrolle under denne uges turnering i Ohio, hvor spillerne har lidt under høje varmegrader.

På herresiden måtte den franske spiller Arthur Rinderknech tidligere på ugen opgive at fuldføre en kamp mod canadieren Felix Auger-Aliassime, efter at Rinderknech havde fået et ildebefindende.

Illustrationsfoto.