Regionernes akademikere får fritvalgsordning med ny overenskomst

Et nyt overenskomstforlig er faldet på plads for omkring 43.000 akademikere i landets fem regioner.

Det oplyser Danske Regioner og paraplyorganisationen Akademikerne i en pressemeddelelse.

Den treårige aftale er indgået mellem Akademikerne og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, RLTN.

Den samlede økonomiske ramme i forliget er 9,2 procent. Det sikrer generelle lønstigninger på forventeligt 6,27 procent.

Forliget indeholder også en ny fritvalgsordning. Den giver de ansatte mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed.

Akademikernes formand, Tomas Kepler, kalder aftalen “fremsynet og nødvendig”.

– Fritvalgsordningen markerer et tydeligt nybrud og giver medarbejderne reel indflydelse på, hvordan deres arbejdsliv tilrettelægges.

– Vi sætter dermed en klar og meget ambitiøs retning for både fleksibilitet og forebyggelse af stress, som vi kommer til at have endnu mere fokus på i fremtiden, lyder det i pressemeddelelsen.

Udover fritvalgsordningen indeholder forliget også en stor familiepakke. Den består blandt andet af mulighed for barns tredje sygedag.

Pakken indeholder mulighed for at være hjemme den dag, ens barn bliver ringet hjem, og tre dage frem.

Det gør Tomas Kepler “glad og stolt”, for det skal “være slut med Panodil-børn”. Det dækker over børn, der kommer i institution efter at have fået en Panodil, selv om de er syge.

Hos Djøf Offentlig udtaler formand Johanne Nordmann, at det vil give “et tiltrængt løft til at gøre dagligdagen lettere for mange børnefamilier”.

– Jeg er også glad for, at vi har aftalt yderligere to ugers betalt barsel til deling mellem forældrene og moderniserede barselsvilkår, som tilgodeser, at familier kan se ud på mange måder og kan have meget forskellige behov, lyder det i en pressemeddelelse.

Med aftalen for akademikerne er “den sidste store brik” i de offentlige overenskomster på plads, skriver Djøf Offentlig.

Forliget omfatter kun akademikere ansat i regionerne. Der udstår forhandlinger om de fremtidige vilkår på chefområdet.

I det hele taget rummer de nye overenskomster for de ansatte i staten, kommunerne og regionerne en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

De indeholder alle barnets tredje sygedag og fritvalgsordninger.

Med de nye aftaler læner den offentlige sektor sig op ad den private, har Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, forklaret.

Arbejdsgiverne har særligt i den offentlige sektor tidligere ikke været så villige til at give indrømmelser på området, fordi det kan gå ud over arbejdsudbuddet.

– Men nu kan arbejdsgiverne godt se, at hvis man skal være attraktiv, og man ikke kan være lønførende, så er fleksibilitet nødvendigt, sagde han tirsdag.