Fra 2026 skal psykiatri og somatik i højere grad tænkes sammen i Region Midtjylland. En ny organisering skal sikre mere helhedsorienteret behandling – uden at ændre, hvor patienterne møder op.
Patienter med både psykiske og fysiske lidelser skal i fremtiden opleve et sundhedsvæsen, hvor behandlingen hænger bedre sammen. Det er målet med en ny organisering, som netop er vedtaget i Regionsrådet i Region Midtjylland.
Organiseringen betyder, at voksenpsykiatriske afdelinger fremover bliver en integreret del af regionens somatiske akuthospitaler. Det skal skabe tættere fagligt samarbejde mellem for eksempel psykiatere, hjertelæger og lungespecialister – og nedbryde det skel, der i mange år har præget behandlingsforløb.
‘Vi ved, at mennesker med psykisk sygdom dør for tidligt af fysiske sygdomme, som kunne være opdaget og behandlet i tide. Derfor styrker vi samarbejdet mellem psykiatri og somatik, så vi ser hele mennesket og reagerer, uanset hvor det gør ondt,’ siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Ingen ændringer i hvor patienter behandles
Selvom ledelsesstrukturen ændres, forbliver patientens kontaktpunkter de samme. Udredning og behandling foregår fortsat på de eksisterende adresser, og der er ingen planer om at flytte psykiatriske eller somatiske tilbud.
‘Patienterne skal fortsat møde op til udredning og behandling på de adresser, de kender i dag. Det ændrer den nye organisering ikke på. […] Det handler om bedre behandling – ikke bare på papiret, men i det liv patienten lever,’ siger Else Søjmark (S), formand for Psykiatriudvalget.
Børne- og ungdomspsykiatrien bevares som en samlet enhed, men får styrket ledelse og tættere samarbejde med børneafdelinger i Aarhus, Gødstrup og Viborg.
Nyt samarbejde – men ikke ensretning
Et centralt princip i omlægningen er, at psykiatrien ikke skal underlægges somatikken. I stedet skal de to fagområder mødes og supplere hinanden. Det gælder også inden for retspsykiatrien, som samles organisatorisk i Aarhus, mens funktioner fastholdes lokalt i blandt andet Viborg.
‘Vi skal ikke udviske forskelle, men bruge dem konstruktivt. Jeg tror, somatikken og psykiatrien kan inspirere hinanden og lære af hinanden til gavn for alle vores patienter – uanset om de har ondt i kroppen, psyken eller begge dele,’ siger Anders Kühnau.
Fysisk sygdom overses ofte hos psykisk syge
Flere danske undersøgelser dokumenterer, at personer med psykiske lidelser har en markant kortere levetid sammenlignet med den øvrige befolkning. Ifølge Sundhedsstyrelsen lever personer med skizofreni og bipolar lidelse i gennemsnit 15–20 år kortere end andre. Denne overdødelighed skyldes ifølge andet en højere forekomst af livsstilsrelaterede sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes, samt en øget udbredelse af risikofaktorer som rygning og fysisk inaktivitet. Det peger blandt andet en undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital på.
Behandlingsrådets rapport fra 2023 fremhæver, at patienter med psykiske lidelser har en højere dødelighed efter diagnosticering med somatiske sygdomme sammenlignet med patienter uden psykiske lidelser. Rapporten påpeger, at op mod 60 % af overdødeligheden blandt personer med psykiske lidelser kan tilskrives somatiske sygdomme. Analysen indikerer desuden, at disse patienter ikke altid modtager den anbefalede behandling i det somatiske sundhedsvæsen.
Et af hovedmålene med sundhedsreformen fra 2022 er netop at sikre ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom – både i behandling, organisering og prioritering.