Region Hovedstaden åbner for investeringer i våben

Enhedslisten i Hovedstaden stemte som de eneste imod muligheden for investering i våbenproduktion på møde

Fremover vil det være muligt for Region Hovedstaden at investere i europæiske våbenproducerende virksomheder.

Det er et flertal i regionsrådet i regionen blevet enige om tirsdag aften.

Frem til nu har der været en nultolerancepolitik for investering i våbenproduktion, men på grund af en ny verdenssituation har politikerne set det nødvendigt at ændre regionens finansielle retningslinjer.

Sådan lyder det fra regionsrådsmedlem Line Ervolder (K), der har stillet forslaget.

– Derfor har stort set samtlige lande i Europa besluttet at investere markant i våben og militært udstyr. Og så synes jeg, det er sund fornuft, at vi tilpasser vores investeringspolitik, så den matcher udviklingen i verden lige nu, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.

Investeringerne må dog kun sættes i virksomheder, der overholder de FN-konventioner, Danmark har tiltrådt.

Dermed må regionen for eksempel fortsat ikke investere i virksomheder, der producerer atomvåben eller dele hertil.

Enhedslisten stemte som de eneste imod forslaget af flere årsager.

Partiet mener blandt andet ikke, at det kan udelukkes, at våben fra de firmaer, man investerer i, finder vej til stater eller aktører, der fører ulovlige angrebskrige, krigsforbrydelser eller folkemord.

Det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Brian Høier understregede ved regionsrådsmødet, at tiderne har ændret sig, hvorfor det heller ikke er fjernt for Socialdemokratiet at investere i våbenproducenter.

– Det er klart, det er ikke noget, vi som udgangspunkt tænker, vi skal investere i, men det er noget, vi kan investere i, lød det fra ham.

Region Hovedstaden investerer ikke i enkelt aktier, men investerer hovedsageligt i danske stats- og realkreditobligationer.

Via investeringsforeninger har regionen investeret i virksomhedsobligationer for 250 millioner kroner.

/ritzau/