Regeringen vil stoppe den danske rekruttering af sundhedsmedarbejdere fra tredjelande som Indien, Bangladesh og Nepal.
Det skriver Berlingske.
Det sker, fordi der ikke længere er behov for dem i Danmark. Især sygeplejersker er der kommet flere af på hospitalerne, og sundhedsvæsenet er et bedre sted, end det var for få år siden, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Derfor har regeringen fremsat et lovudspil, som fastsætter kvoter for autorisationsansøgninger fra sygeplejersker og andre sundhedspersoner fra tredjelande.
Regeringen præsenterede i januar, at man vil afsøge muligheden for at hente sosu’er og sygeplejersker fra tredjelande, der er lande uden for EU.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejste desuden til Indien for at hente sygeplejersker til Danmark i februar sidste år.
Rekrutteringen af sygeplejersker fra Indien og Filippinerne er blevet kritiseret, fordi landene allerede selv mangler sygeplejersker.
Det kan ifølge forskere presse deres sundhedssystemer yderligere, hvis flere af deres sygeplejersker tager til Danmark i stedet for at arbejde i hjemlandet.
Og der er sket en kraftig stigning i antallet af sygeplejersker fra lande som Pakistan, Nepal, Bangladesh og Iran, der gerne vil til Danmark for at arbejde og bo med deres medfølgende familier.
I 2024 og de første fem måneder af i år er der kommet 7310 autorisationsansøgninger fra sundhedsmedarbejdere fra tredjelande, skriver Berlingske.
Derfor er der ikke længere behov for flere, siger Sophie Løhde til avisen.
– De kommer hertil med store forhåbninger for fremtiden, men har ofte svært ved at få en dansk autorisation og ender med at skulle rejse skuffede hjem. Det er bestemt ikke en ønskværdig situation.
De nye regler skal efter planen træde i kraft den 1. oktober.