Regeringen vil have ny karakterskala: Man skal kunne få 01, 6 og 8

Regeringen inviterer til pressemøde torsdag klokken 12.15 om et udspil om en ny karakterskala. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Pressemødet foregår på Gefion Gymnasium i København.

DR og TV 2 erfarede onsdag aften, at regeringen vil foreslå en ny karakterskala med otte trin i stedet for syv, hvor karakteren -3 desuden fjernes.

De oplysninger fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Ifølge mediernes oplysninger foreslår regeringen at indføre den nye skala fra skoleåret 2030-31.

Skalaen med otte trin vil have karaktererne 00, 01, 02, 4, 6, 8, 10 og 12.

Desuden lægger regeringen op til, at en bedømmer kan give et 12-tal med en stjerne, hvis præstationen har været ekstraordinær, skriver de to medier.

Den nuværende karakterskala har syv trin med karaktererne -3, 00, 02, 4, 7, 10 og 12.

Den har været den officielle i Danmark siden 2006, men den har fået en del kritik med på vejen fra undervisere.

Kritikerne mener blandt andet, at karakteren -3 er demotiverende for elever, fordi den kan signalere, at indsatsen har været så dårlig, at det er nødvendigt at gå i minus.

Samtidig har undervisere sagt, at springene mellem karaktererne 4, 7 og 10 er for store.

Det problem lægger regeringen op til at løse med karaktererne 6 og 8, der skal afløse 7-tallet. På den måde bliver springene i midten af karakterskalaen ikke større end springene i toppen af skalaen.

Dansk Industri og Dansk Erhverv har allerede været ude og rose den kommende skala, som altså ikke er officielt meldt ud endnu.

Dansk Erhverv fremhæver, at karakteren 7 kommer til at udgå, mens 6 og 8 bliver indført.

– Det er rigtig fornuftigt, for med den nuværende skala gives der en bonus til dem, der allerede har det nemt i skolen, mens man bliver straffet, når man får et 4-tal, sagde Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, onsdag aften.

Dansk Industri fremhæver det “udvidede” 12-tal.

– Hvis man leverer noget ekstraordinært, skal det også anerkendes. Derfor er vi glade for, at regeringen foreslår at indføre 12+, uden at det stiller danske studerende ringere internationalt.

ritzau/

Nu sker det: Stort TV-hit vender tilbage på DR

Arkivfoto