Regeringen vil begrænse antallet af ukrainere

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

SVM-regeringen foreslog at begrænse ukraineres adgang til opholdstilladelse. Det gentager regeringen nu.

Ukrainere, som kommer fra mindre krigsramte områder af landet, skal fremover ikke kunne få opholdstilladelse efter den såkaldte særlov.

Det mener regeringen, som vil fremsætte et lovforslag om ændringen, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

– Danmark har siden krigens udbrud stået last og brast med Ukraine i deres kamp for frihed, og det vil vi fortsat gøre, udtaler udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

Ændringen skal omfatte ukrainere, som kom til Danmark fra 14 konkrete regioner i landet.

Hidtil har fordrevne fra Ukraine, der får kontanthjælp, heller ikke været omfattet af arbejdspligten. Det vil regeringen også ændre.

Allerede i februar lagde den tidligere regering op til, at fordrevne fra mindre krigsramte områder ikke skulle kunne få opholdstilladelse efter særloven.

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, har mange ukrainere fået opholdstilladelse i Danmark efter særloven, der giver ukrainerne lov til at arbejde og gå i skole i Danmark samt benytte sig af sundhedsydelser.

Ifølge Morten Bødskov bor der i dag omkring 47.600 fordrevne ukrainere i Danmark.

– Kommunerne har taget et meget stort ansvar med at tage imod de fordrevne fra Ukraine. Men nogle kommuner har svært ved at finde boliger til det store antal ukrainere og integrere dem i det danske samfund, udtaler ministeren.

I pressemeddelelsen skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet, at der også er restriktioner for hvilke personer fra Ukraine, der kan få opholdstilladelse i lande som Norge og Schweiz.

Det har ført til færre ansøgninger om opholdstilladelse fra ukrainere, lyder det i pressemeddelelsen.

Regeringen har inden sommerferien også fremsat et andet lovforslag, som skal afskære ukrainere, der har militære forpligtelser, fra at få opholdstilladelse efter særloven.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce