Regeringen rider på bølge efter Grønland-krise: Bedste måling i to år

Socialdemokratiet og Moderaterne er gået voldsomt frem hos analyseinstituttet Voxmeter de seneste uger.

Vælgerne ser ud til at samle sig om i hvert fald to af de tre partier i regeringen, efter at krisen om Grønland har fyldt voldsomt meget i de seneste uger.

Mandagens politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau, viser en samlet opbakning på 40,9 procent til SVM-regeringen, hvilket ville udløse 73 mandater.

Det er den bedste måling, som regeringen har fået hos Voxmeter i to år. Der er en statistisk usikkerhed på 3,0 procentpoint for regeringen i målingen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

mette frederiksen
Mette Frederiksen og Socialdemokraterne har fået en god måling. (Arkivfoto).

Det er Socialdemokratiet og Moderaterne, der profiterer af fremgangen.

Socialdemokratiet står til at få 23,1 procent af stemmerne, mens Moderaterne ligger til 7,0 procent.

For blot 14 dage siden blev Socialdemokratiet målt til 19,8 procent hos Voxmeter, mens Moderaterne var helt nede på 3,3 procent.

Siden da har Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, været på besøg i Washington D.C. sammen med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

Her talte de med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, om USA’s ønske om at få Grønland.

Det tredje regeringsparti, Venstre, står til at få 10,8 procent af stemmerne i mandagens måling, hvilket er præcis det samme som for to uger siden.

Se også
Partiformand med kontant melding: ‘Klar til at udvise dem alle’

Korte videoer