Regeringen ønsker mere kontrol med disse udlændinge

Regeringen vil stramme kontrollen med udlændinge uden lovligt ophold, herunder udvisningsdømte og afviste asylansøgere, som ikke samarbejder om deres udrejse.

I en pressemeddelelse fra Udlændinge- og integrationsministeriet meddeler regeringen, at et ny lovforslag er i gang med at blive behandlet.

Lovforslaget skal sikre, at udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, ikke kan indgå som en ‘normal del af samfundet’.

“Det krænker min retsfølelse, at vi har udlændinge uden lovligt ophold, der ikke bør være i Danmark, men som alligevel kan færdes frit rundt i landet, mens de bor på Kærshovedgård. De skal skynde sig at rejse hjem. Derfor glæder jeg mig over, at vi i dag førstebehandler markante stramninger,” siger udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Kærshovedgård.

Bliver lovforslaget stemt igennem skal alle udlændinge pålagt kontrolforpligtelser fremover som udgangspunkt melde sig hver dag til myndighederne på de udrejsecentre, hvor de bor.

I dag er det for de fleste tre gange om ugen.

Per 15. oktober 2025 var der 223 personer, som i dag ikke har daglig meldepligt, men som fremover vil få det, hvis lovforslaget vedtages.

“223 udlændinge vil med lovforslaget fremadrettet få daglig meldepligt, hvilket de ikke har i dag. Og hvis de ikke overholder pligten, så ender de i fængsel. Og jo flere gange det gentager sig, desto længere bliver fængselsstraffen,” fastslår Rasmus Stoklund.

Regeringen præsenterede første gang lovforslaget den 15. august 2025.

Den daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek understregede dengang et behov for mere kontrol.

“Ingen skal have lov til at leve sit liv illegalt i Danmark. Kriminelle udlændinge, som er blevet udvist, og afviste asylansøgere skal rejse hjem. Og indtil de gør det, så vil vi have styr på, hvor de befinder sig. Vi vil derfor stramme reglerne. Vi skylder det lovlydige samfund, at der kommer endnu mere styr på de her personer. Jeg håber også, det kan være med til at motivere flere personer til at rejse hjem,” sagde Kaare Dybvad Bek.

Lovforslaget blev førstebehandlet den 24. oktober.

Udvist forældrepar opsøger mishandlede døtre: Politikere raser