Regeringen afsætter 138 millioner danske kroner til at udbygge vejnettet. Det skal gøre transporten af store vindmølleelementer lettere.
De eksisterende veje kan ikke håndtere kravene fra vindmølleindustrien. Det skaber udfordringer for virksomheder i Jylland, der risikerer at måtte afvise ordrer, hvis infrastrukturen ikke følger med. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Derfor har regeringen afsat 138 millioner kroner til at medfinansiere udbygningen af vejnettet fra Brande og Give til Esbjerg Havn.
Udover staten er kommunerne Esbjerg, Vejle, Ikast-Brande og Billund også med i finansieringen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Investeringen i vejnettet skal både opfylde industriens behov og reducere generne for borgere, der bor langs vejene.
”Danmark er helt fremme på den grønne dagsorden. Men konkurrencen er benhård. Større og tungere vindmølleelementer er blevet en sten i skoen for lokale virksomheder, men også for lokale borgere, som bor langs de overbelastede veje. Derfor baner vi nu vejen for, at grøn omstilling og levende lokalsamfund kan gå hånd i hånd. Med den kommende udbygning af vejene vil Danmark både kunne bevare sin grønne førerposition, mens det bliver mindre generende at være nabo til vindmølletransporten,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Bulder og brag hver nat
Lige præcis gener for borgerne er et problem. Transporten af vindmølleelementer skaber nemlig støj og uro, fordi lastbiler har været nødt til at køre ad beboelsesveje frem for motorvejen. En jernbanebro på motorvejen er årsag til, at de store vindmølledele ikke kan transporteres hele vejen ned til havnen.
En af de berørte borgere er Jens Møller, som bor på Krogsgårdsvej, en af de udsatte veje.
“Hver eneste nat har vi et bulder og brag,” siger Jens Møller til DR.
Udover den nye investering, regeringen har præsenteret, arbejder Esbjerg Kommune på en permanent løsning, som skal lede transporten uden om boligområder.
Størstedelen af midlerne til udbygningen af vejnettet kommer fra Pulje til Land og By i Infrastrukturplan 2035.
Økonomiminister Stephanie Loses rejse til et G20-møde i Sydafrika løb op i knap 100.000 kroner.