Et stød fra en hjertestarter fik genoplivet reality-stjernen.
En tur hjem fra arbejde var tæt på at blive til en tragedie i starten af oktober.
På Aarhus Banegård blev en dansk reality-stjerne ramt af et hjertestop, mens han stod og ventede på toget.
I et decideret lykketræf blev tv-kendisen reddet, da der ved siden af ham på perronen stod en medicinstuderende, som reagerede hurtigt.
Efterfølgende blev der fundet en hjertestarter frem, som med et enkelt stød fik reality-stjernes hjerte til at slå igen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nu fortæller reality-stjernen fra Love Island, 30-årige Nicolaj Rosé, om de otte minutter, da han lå død på banegården. Det gør han i podcasten Marcus og Realitypanelet, hvor han bliver spurgt ind til, om han så lyset, da hjertet stoppede.
‘Det er der mange, der har spurgt om. Jeg syntes, det var mærkeligt. Jeg kan huske, at jeg var et andet sted, der var varmt og behageligt, og jeg havde ingen smerter i kroppen. Jeg sad i et lokale og havde en samtale med en, og da de så støder mig, mens jeg ligger der på jorden, mærker jeg smerterne igen og mine erindringer fra det forsvinder,’ siger han i podcasten ifølge Ekstra Bladet.
Efter den ubehagelige oplevelse fortæller Nicolaj Rosé, at han føler, der er mere mellem himmel og jord, men som han ikke kan beskrive.
‘Måske er der noget? Men det kan jo også bare være hjernen, der spiller en et puds,’ lyder det fra reality-stjernen.
Nicolaj Rosé har efterfølgende fået indopereret en pacemaker efter episoden.
Reality-stjernen fik hjertestop på perronen fredag den 10. oktober. Presse-fotos.dk har dækket sagen. Den historie kan du læse her:
Dansk reality-stjerne falder om på banegården: Ramt af hjertestop