Reality-deltager døde som 30-årig: Se hans rørende afsked

Fredag blev 30-årige Glenn Vindfeldt begravet. Inden sin alt for tidlige død, nåede han at tage afsked med sine nærmeste i DR-programmet ‘Min sidste gave’.

I 2024 fandt Glenn Vindfeldt og Cecilie Albæk den store kærlighed i hinanden, da de deltog i realityprogrammet ‘Stranded on Honeymoon Island’.

De forestillede sig et helt liv sammen og lagde planer for fremtiden.

Men få måneder efter hjemkomsten fra Filippinerne kom en nyhed, der vendte op og ned på parrets fremtidsplaner:

Glenn var uhelbredeligt syg af brystkræft.

Den 5. januar 2026 gik han bort i en alder af 30 år.

Inden nåede han dog at give en sidste oplevelse til sine nærmeste i DR-programmet ‘Min sidste gave’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Glenn Vindfeldt under festen, der blev arrangeret i forbindelse med ‘Min sidste gave’. Foto: Mikkel Bøgh Ulriksen / DR

Andet afsnit af programmet, der har den ligeledes uhelbredeligt syge skuespiller Esben Dalgaard som vært, har premiere tirsdag på DRTV og DR1.

Og det er i dette afsnit med undertitlen ‘Størst af alt er kærligheden’, at Glenn Vindfeldt medvirker.

Afsnittet har premiere blot 15 dage efter Glenns død og fire dage efter hans begravelse.

‘Verdens største kærlighedserklæring’

Spoler vi tiden lidt over et år tilbage, lå det slet ikke i kortene, at Glenn Vindfeldt skulle deltage i et program som dette.

Han og Cecilie Albæk var netop vendt hjem fra optagelserne til ‘Stranded on Honeymoon Island’.

Her var de blevet gift på en filippinsk strand, hvor de efterfølgende blev efterladt alene i to uger.

Inden dette havde de to singler blot mødt hinanden én gang til speeddating i forbindelse med castingen til programmet.

Og allerede her var det kærlighed ved første blik.

“Jeg gav Glenn fire stjerner. Alle de andre fik 0. Så det var virkelig bare ham,” fortæller Cecilie Albæk til DR.

Kærligheden mellem parret groede sig blot stærkere i løbet af de næste uger, og da de vendte hjem fra Filippinerne forestillede de sig en lang og lykkelig fremtid sammen.

Men sådan blev det ikke.

I februar 2025 begyndte Glenn at kaste op, blive svimmel og tabe sig. Og i marts kom den livsændrende kræftdiagnose.

Se også
Realitydeltager død kort inden premieren på DR-program

Da parret fik den forfærdelige nyhed, var Glenns første tanke at forskåne Cecilie:

“Da vi sidder og har den der skrækkelige samtale, slutter han faktisk af med så sødt at sige, at han forstår godt, hvis jeg ikke har lyst til at være sammen med ham. Og han forstår godt, hvis jeg vil forlade ham. Jeg synes jo i virkeligheden, at det er verdens største kærlighedserklæring at sætte en fri, man elsker, fordi man ikke synes, de fortjener det, de skal til at gå igennem,” fortæller Cecilie Albæk i ‘Min sidste gave’.

Men det ville hun absolut ikke høre tale om:

“Men jeg er også bare sådan: Glem det. Det kommer ikke til at ske. Jeg vil hellere gå igennem helvede med dig end slet ikke at skulle være sammen med dig. Det er slet ikke en mulighed for mig.”

Flere store overraskelser

I ‘Min sidste gave’ havde Glenn Vindfeldt flere overraskelser i ærmet.

Under festen, som han arrangerede med hjælp fra Esben Dalgaard, gik han nemlig på knæ og friede til sin udkårne.

Efterfølgende planlagde de at afholde et bryllup, inden det var for sent.

Det nåede de desværre ikke, og julen 2025 blev deres sidste tid sammen.

Til gengæld efterlader Glenn Vindfeldt et særligt minde trykt med sort på hvidt.

Han havde nemlig skrevet en bog som en tak til sine nærmeste, som han også annoncerede ved den store fest.

Bogen fik titlen ‘Min sidste tak’ og udkom i slutningen af 2025 via forlaget Frydenlund.

Afsnit to af ‘Min sidste gave’ kan ses nu på DRTV og tirsdag klokken 20.00 på DR1.

Korte videoer