Efter mange år som kendt ansigt i nyhederne er den erfarne vært nu klar til at prøve kræfter med noget helt andet.
Tine Gøtzsche har i mange år været et velkendt ansigt i dansk tv.
Hun begyndte som nyhedsvært på DR1’s ‘TV Avisen’, hvor hun leverede dagens vigtigste historier til seerne.
Senere skiftede hun nyhedsstudiet ud med underholdning, da den garvede vært myrdede den ene danske kendis efter den anden i TV 2-programmet ‘Forræder’.
Og nu står hun klar med endnu en rolle, der udvider hendes repertoire.
Tine Gøtzsche skal nemlig være vært på Reality Awards.
Det afslørede Kit Nielsen, arrangøren bag awardshowet, ved ‘Reality Awards Sommerfest’, der fredag fandt sted på Den Hvide Hest på Dyrehavsbakken i Klampenborg.
“Jeg har sagt ja, fordi jeg synes, det lyder skidesjovt, og fordi det er noget, jeg ikke har prøvet før. Det er en – og jeg er ved at sige nogle grimme ord nu – virkelig, virkelig god fest med en hel masse dejlige mennesker,” lyder det fra Tine Gøtzsche til Ekstra Bladet, som fortsætter:
“Det er jo en anden opgave, end jeg har haft før, men jeg tror, jeg vil nyde, at jeg skal prøve noget nyt i en ny ramme, og så får jeg en rigtig god makker, som jeg ikke kan fortælle mere om endnu. Det bliver virkelig godt,” siger hun med et glimt i øjet.
Store sko at udfylde
Det er dog ikke helt små sko, hun skal træde ned i.
Tidligere værter på awardshowet tæller blandt andre Peter ‘Ulven’ Birch, Anne Plejdrup, Gustav Salinas, Sidney Lee og Stine Kronborg.
Sidste år var det komikeren Natasha Brock og podcastvært Mathias Helt, der guidede både seerne og de fremmødte gæster gennem det festlige show.
‘Reality Awards’ løber af stablen i januar 2026.