Rapper indlagt efter knivoverfald i amerikansk fængsel

Den canadiske rapper Tory Lanez, der sidder fængslet i USA, er blevet indlagt efter at være blevet overfaldet.

Det oplyser fængselsmyndigheden i delstaten Californien mandag eftermiddag lokal tid ifølge AFP.

Myndigheden uddyber ikke, hvad der er sket, eller hvor slemt musikeren er kommet til skade. Men i et opslag på hans profil på Instagram fremgår det, at han er blevet stukket 14 gange, blandt andet i ryggen og ansigtet.

Begge hans lunger kollapsede, men han er uden for livsfare, står der.

– Selv om han har smerter, taler han normalt og er ved godt mod og takker Gud for, at han klarer sig, lyder det i opslaget.

Ifølge mediet TMZ blev en hjemmelavet kniv – en såkaldt shank – brugt.

Overfaldet skete mandag morgen klokken 07.20 i et fængsel i byen Tehachapi, der ligger omkring 110 kilometer nord for storbyen Los Angeles.

Den canadiske rapper afsoner en dom på 10 års fængsel for at have skudt den amerikanske rapper Megan Thee Stallion i foden i 2020.

De fleste danskere koger kartofler på den samme måde hver dag – men de ved ikke, at et simpelt skift i gryden kan forvandle dem totalt.