Putin har stemplet dem som ekstremister: Nu optræder de i Danmark

Det aktivistiske band og kunstkollektiv Pussy Riot er netop blev bandlyst i Rusland, men det holder dem ikke fra at besøge Danmark.

Mandag blev det stærkt aktivistiske punkband og kunstkollektiv Pussy Riot officielt stemplet som en ekstremistisk gruppe i hjemlandet Rusland.

Bandet har igennem mange år stået i direkte opposition til Vladimir Putin og har i de seneste år også kritiseret landets krigsførelse mod Ukraine.

I september blev fem af Pussy Riots medlemmer, der opholder sig uden for Rusland, dømt til op imod 13 års fængsel for at ‘lyve om den russiske hær’.

Og nu er alle gruppens aktiviteter altså blevet gjort ulovlige i Rusland.

Det afholder dog ikke bandet fra at fortsætte deres aktivisme og optræde uden for landet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Still fra Pussy Riots ‘Putin’s Ashes’. Foto: Riley Bray / Pussy Riot

Fejrer dansk jubilæum

Dagen efter dommen, der ulovliggjorde Pussy Riot i Rusland, kunne det internationale kunstcenter Copenhagen Contemporary annoncere, at en af gruppens stiftende og mest fremstående medlemmer bliver budt velkommen i Danmark næste år.

Nadya Tolokonnikova repræsenterer nemlig Pussy Riot ved fejringen af kunstcentrets 10-års jubilæum.

Jubilæet bliver markeret med performancefestivalen CC10, der løber over tre dage fra den 23. til den 25. januar 2026.

På CC10 vil Tolokonnikova give en særlig koncert/performance, der blander musik, kunst og aktivisme.

Repræsenterer hele kollektivet

Nadya Tolokonnikova er den primære sangskriver og vokalist i Pussy Riot, og derfor optræder hun også ofte alene som repræsentant for kollektivet – ligesom hun gør i Danmark.

Musikalsk stikker Tolokonnikova og Pussy Riot i mange retninger, men lyduniverset og æstetikken er oftest funderet i punk.

Pussy Riot har endnu ikke udgivet et decideret studiealbum, men har siden 2012 udgivet en lang række singler.

I 2022 udkom bandets første længere udgivelse i form af mixtapet ‘Matriarchy Now’, der blev gæstet af amerikanske kunstnere som iLoveMakonnen, Slayyyter og Big Freedia.

Tolokonnikova deltager ligeledes i en talk med Copenhagen Contemporarys direktør, Marie Laurberg.

Del af et stærkt program

Pussy Riot er blot et af de mange navne på programmet for CC10, der også tilbyder performances fra blandt andre Miriam Kongstad, Silas Inoue og Monster Chetwynd.

”Med CC10 fejrer Copenhagen Contemporary at det på blot ti år er lykkedes at skabe en markant ny institution for samtidskunst i Danmark. Vi fejrer København som en levende og mangfoldig kunstny med global resonans og ser fremad med en festival, der insisterer på kunstens rolle som et rum for fællesskab, friktion og forestillingsevne,” udtaler direktør Marie Laurberg i en pressemeddelelse.

Du kan se hele programmet for CC10 på Copenhagen Contemporarys hjemmeside.

Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din fredagsplayliste.