10 biler var parkeret ved et sundhedscenter. De blev alle punkteret.
‘Natten til den 31. december blev 10 biler, der holdt ved sundhedscenteret på Præstøvej i Faxe, punkteret,’ skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Hjemmeplejen bruger bilerne som udkørende, hvilket altså ikke kunne lade sig gøre på grund af hærværket.
‘På baggrund af overvågningsbilleder og vidneforklaringer fandt politiet senere tirsdag frem til en 44-årig mand fra Næstved, som blev anholdt klokken 10.45 og sigtet for groft hærværk,’ fortsætter politiet.
Manden er igen løsladt, men erstatningskravet er endnu ikke gjort op.
‘Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 11.36. Erstatningskravet er endnu ikke opgjort,’ skriver politikredsen i døgnrapporten.