Danmark producerer markant færre frugter og grøntsager end tidligere, mens importen fortsætter med at stige.
Nu advarer en professor fra Aarhus Universitet om udviklingen – og mener, at Danmark risikerer at svække både fødevareproduktionen og den grønne omstilling, hvis der ikke handles.
Den danske produktion af frugt og grønt er faldet med omkring 20 procent på blot ti år, og i dag er kun 26 procent af grøntsagerne og ni procent af frugten på det danske marked produceret herhjemme.
Samtidig fyldes supermarkederne med importerede varer fra blandt andet Spanien, Italien, Polen og Holland – også midt i den danske sæson.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Aarhus Universitet i en pressmeddelelse.
Men ifølge professor Hanne Lakkenborg Kristensen fra Aarhus Universitet behøver Danmark ikke vælge mellem et bedre vandmiljø og flere danske grøntsager.
Hun peger på ny forskning, som viser, at moderne dyrkningsmetoder kan mindske udledningen af kvælstof, reducere klimaaftrykket og samtidig sikre høje udbytter og bedre kvalitet.
“Vi behøver ikke vælge mellem flere danske grøntsager og et bedre vandmiljø,” siger professoren.
Ny forskning kan vende udviklingen
Fra 2027 træder nye regler for kvælstof i kraft, hvilket har skabt stor bekymring blandt danske grøntsagsproducenter. Men professoren mener, at løsningen ikke er at lempe miljøkravene – tværtimod skal der investeres langt mere i forskning og innovation.
Forsøg viser allerede lovende resultater med blandt andet samdyrkning af flere plantearter, præcis gødskning, efterafgrøder, recirkulering af næringsstoffer og mere skånsom jordbehandling.
Ifølge forskningen kan det både mindske nitratudvaskningen, forbedre jordens frugtbarhed og fastholde høje høstudbytter.
Danske grøntsager skal konkurrere på kvalitet – ikke pris
Samtidig peger hun på, at frugt og grøntsager har et lavere klimaaftryk end mange andre fødevarer, fordi de dyrkes direkte til mennesker og ikke som dyrefoder.
Professoren fremhæver også, at Danmark kan konkurrere på noget, som mange importerede varer har svært ved at matche: høj kvalitet, gennemsigtighed og dokumenteret produktion.
Dansk frugt og grønt indeholder ifølge Fødevarestyrelsens overvågning generelt færre pesticidrester end importerede produkter, samtidig med at produktionen foregår under danske regler for sporbarhed, arbejdsmiljø og fødevaresikkerhed.
Men udviklingen kræver investeringer fra både politikere, forskere, detailhandel og producenter.
“Vi vil også udvikle grøntsager med mere smag, større variation og høj kvalitet,” siger Hanne Lakkenborg Kristensen.
Ifølge professoren bør fremtidens konkurrence ikke handle om den laveste pris, men om bedre smag, høj kvalitet, bæredygtighed og en produktion, som forbrugerne kan have fuld tillid til.
