Deluca Film genopstod efter en konkurs i 2023, der dengang gik ud over serien ‘Hvide Sande’. Men nu går produktionsselskabet igen konkurs.
I 2023 gik det danske produktionsselskab Deluca Film konkurs efter næsten tyve år i den danske film og tv-branche.
Selskabet bag succeser som ‘Ser du månen, Daniel?’ og ‘Julemandens Datter’-filmene blev dog reddet på målstregen og rejste sig fra graven.
Men nu er den altså gal igen. Tidligere på ugen kunne Filmmagasinet Ekko nemlig erfare, at Deluca Film igen er gået konkurs.
Nu kan DR bekræfte, at konkursen også rammer dem. Det gør de over for MediaWatch.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Konkurs er ‘meget ny’ for DR
Sidst, Deluca Film gik konkurs, var selskabet også involveret i en aktiv produktion.
Dengang var det anden sæson af TV 2-serien ‘Hvide Sande’, der blev sat på pause som følge af selskabets konkurs.
Serien, der i første sæson havde Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i hovedrollerne, blev senere samlet op af SF Studios Production.
Anden sæson udkom i 2025 med nye hovedroller i form af Anne Louise Hassing og Allan Hyde.
TV 2 har bekræftet over for MediaWatch, at der i denne omgang ikke er nogen produktioner i klemme for dem.
Det har DR til gengæld.
Det bekræfter DR’s kommunikationsafdeling i et skriftligt svar til MediaWatch:
“Delucas konkurs er meget ny for os, og vi er ved at finde ud af, hvad det konkret betyder for produktionen, og hvilke muligheder der er for os. Mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt,” lyder det.
DR vil altså ikke løfte sløret for, hvilken produktion, der er tale om.
Deluca Film har tidligere produceret en række dokumentarer for DR – heriblandt den meget omtalte ‘Forfulgt af politiet?’.
Skylder ikke penge til det offentlige
I forbindelse med konkursbehandlingen kan selskabets ejer, Poul Vogelius, heller ikke informere om, hvad der skal ske med de igangværende projekter.
Han kan dog slå fast, at Deluca ApS – navnet som selskabet genopstod under efter første konkurs – ikke skylder penge til det offentlige.
“Det er ikke på grund af gæld til Skat, at selskabet lukker. Det er os selv, der har erklæret selskabet konkurs,” skriver han i en mail til Ekko.
