Den prisvindende roman bliver nu til en ny, stor dramasatsning på DR. Serien forventes at få premiere i 2027.
I 2023 modtog forfatter Kim Klæsbjerg ‘De Gyldne Laurbær’ for romanen ‘De bedste familier’.
Nu bliver den prisvindende bog til en dramaserie på DR. Det oplyser DR selv på sin hjemmeside.
Romanen tager afsæt i den virkelige historie om kemikalievirksomheden Cheminova, som i 1953 flyttede sin produktion til Harboøre Tange ved Lemvig. Det førte til økonomisk fremgang i området – men til en høj pris. Arbejdere blev forgiftet, miljøet forurenet, og en tung tavshedskultur bredte sig.
Den kommende serie følger, hvordan drømmen om velfærd og fremgang kolliderer med voksende erkendelser af forurening og svigt, lyder beskrivelsen.
Rækker bagud og peger fremad
Centralt i fortællingen står tre familier fra forskellige samfundslag – blandt andre driftschefen Jørn og hans kone Karin, for hvem Cheminova bliver et moralsk minefelt.
“‘De Bedste Familier’ er en fortælling, der både rækker bagud og peger fremad. Den viser, hvordan vi som mennesker ofte vælger at se væk – ikke af ond vilje, men fordi vi ikke vil miste det, vi har opnået. Det er en stærk og nødvendig historie om ansvar, drømme og de valg, vi træffer – og DR Drama er stolte af at bringe den til skærmen,” udtaler Henriette Marienlund, chef for DR Drama.
Manuskriptet er skrevet af Maja Jul Larsen, som også stod bag DR-serien ‘Ulven kommer’ fra 2020 – en serie, der blev kåret som Årets Tv-serie ved Robert Prisen i 2021.
Charlotte Sieling bliver konceptuerende instruktør på serien. Hun har tidligere instrueret succeser som ‘Krøniken’ og ‘Broen’.
Optagelserne til ‘De bedste familier’ går i gang sidst på året, og serien forventes at få premiere i 2027.
Hvilke skuespillere, der skal medvirke, er endnu ikke offentliggjort.
De fik deres musikalske gennembrud sent i livet. Nu er dansktop-stjernen død i en alder af 85 år.