Voldtog og afpressede 14-årig dreng – nu skal mand i fængsel

Retten ved Glostrup

En 29-årig mand er blevet dømt for at have voldtaget en 14-årig dreng og for efterfølgende forsøge at afpresse ham til flere voldtægter

En dommer ved Retten i Glostrup har fredag idømt en 29-årig mand fra Ishøj seks års ubetinget fængsel for voldtægt af en 14-årig dreng.

Derudover er manden dømt for at have optaget en video af voldtægten og for to år efter at forsøge at afpresse drengen til flere voldtægter ved at bruge videoen mod drengen, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Anmeldte voldtægten flere år efter

Det var først som 16-årig, at drengen valgte at anmelde voldtægten, der var begået mod ham to år tidligere.

Tilbage i februar 2022 anmeldte den 16-årige nemlig et forsøg på voldtægt af den nu 29-årige mand. Det var i denne forbindelse, at det kom frem, at drengen var blevet voldtaget to år tidligere af samme mand.

Københavns Vestegns Politi indledte straks efter anmeldelsen en efterforskning og ransagede den 29-årige mands bopæl. Han havde dog nået at skjule sig og blev først anholdt i marts.

”Det har krævet et stort personligt mod af offeret at modstå en truende voksen mands afpresning, anmelde ham til politiet og stille op i retten. Men det er det helt rigtige at gøre, og retssystemet reagerede prompte og har nu givet gerningsmanden en længere fængselsstraf,” siger anklageren i sagen Bjarke Moe Enevoldsen.

Den dømte 29-årige nægter og har anket dommen på stedet.