Voldsomt vejr i vente: Denne landsdel rammes af kraftige skybrud

DMI varsler om risiko for lokale skybrud i hele landet. En særlig landsdel forventes dog at blive værst ramt

Det er ikke mange dage siden, at store mængder regn skabte problemer flere steder i Danmark.

Nu melder DMI igen om risiko for lokale skybrud. Risikoen gælder over hele landet.

Alligevel viser prognosen dog, at det kommer til at ramme hårdere visse steder i Jylland end i resten af landet.

– Det ser ud til, at regnen bliver kraftigst i området omkring Vadehavet ved Esbjerg og så op mod Herning og Holstebro, fortæller vagtchef ved DMI Martin Lindberg til Ritzau.

– Et kvalificeret gæt er, at der er omkring 50 til 60 procents risiko for, at dette område bliver ramt af mere end 15 millimeter regn, siger han.

Dette område forventes at blive ramt af skybrud og tordenbyger fra omkring klokken 14.00, lyder det.

De kraftige byger vil herefter sprede sig mod Aalborg og Vendsyssel.

Også området omkring Storebælt ved Fyn og Lolland kan forvente kraftige byger og torden fra klokken 14.00 i den nuværende prognose.

Martin Lindberg fortæller dog, at prognoserne hele tiden skifter, og at uvejret faktisk ser ud til at svækkes løbende og siden meldingen i går.

Sjælland og Københavnsområdet skal ikke forvente voldsom regn, men kan blive ramt af små byger.

– Risikoen for skybrud er ringe. Der er måske ti procents risiko for, at det vil ramme i løbet af aftentimerne i disse områder.

/ritzau/

Illustrationsfoto