Presse-Fotos.dk har de foregående dage undersøgt, hvad der foregik i Vallensbæk sent tirsdag aften, da politi og beredskab var talstærkt til stede. Nu er svaret kommet.
Det så voldsomt ud, da Presse-Fotos.dk fotografer natten til onsdag med deres linser fangede beredskabsfolk, der vaskede blod væk fra en cykelsti.
Voldsomt var det da også, hvad der var foregået op til. Det viste sig, at der var sket et groft overfald på en kvinde på en gangsti mellem Lykkekrogen og Albertslundvej 127 i Vallensbæk.
’En kvinde er blevet slået med en endnu ukendt genstand af en mand. Det har givet hende flere alvorlige skader. Kvinden har fået kraniebrud, hun har brækket flere knogler, og så har hun fået flere læsioner og blødt en del,’ fortæller anklager fuldmægtig Carl Riisgaard.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.48 tirsdag aften, og kort efter blev en mand anholdt.
Anholdelsen af manden fik den betydning, at politiet onsdag eftermiddag kunne fremstille ham i grundlovsforhør i Glostrup, hvor en dommer valgte af varetægtsfængsle ham i fire uger.
’Dommeren valgte at varetægtsfængsle ham på baggrund af en velbegrundet mistanke om overtrædelse af straffelovens grove voldsbestemmelse paragraf 245. Dommeren mente også, der var en påvirkningsrisiko, og derfor fik vi altså lov til at holde på manden i fire uger,’ fortæller Carl Riisgaard.
Straffelovens paragraf 245 giver fængsel i op til seks år og straffer for vold af ’særlig, rå eller brutal’ karakter.
Carl Riisgaard fortæller til Presse-Fotos.dk, at kvinden og manden har en relation. Anklageren ville dog ikke komme nærmere ind på, hvilken relation der er tale om.
Politi eller anklager kan for nuværende heller ikke fortælle nærmere om status på det kvindelige offer.