Voldsomt hjemmerøveri – mand stukket med kniv og frarøvet stort kontantbeløb

Mærke efter kniv på halsen

Natten til mandag blev en knap 40 årig mand overfaldet i sit hjem i Dalby, lidt udenfor Haslev.
Da klokken var ca 03.20 mandag morgen blev der banket hårdt på døren i det hus, hvor manden bor.
Manden kiggede ud af vinduet ved siden af døren, og kunne konstatere at en mørkklædt mand stod udenfor og hamrede på døren.
Alt imens han hamrede på døren råbte han at der var ild i huset.
“Det brænder, det brænder” råbte han.
Den mandlige beboer valgte derfor at åbne hoveddøren for at komme væk fra ‘branden’.
Straks da døren blev åbnet, kom yderligere to personer frem af mørket, greb den mandlige beboer om halsen og pressede ham ind i huset.
Indenfor blev manden overdænget med slag og spark og tildelt en større mængde tåregas i ansigtet.
Mens den ene gerningsmand fastholdt den mandlige beboer på gulvet i køkkenet gik de to øvrige gerningsmænd på jagt efter værdier.
I huset fandt de en bærbar computer, en højtaler og diverse værdisager som de tog med sig.
Da den ene gerningsmand opdagede et mindre pengeskab i stuen eskalerede volden.

Efter endt behandling kunne manden sende hjem

En kniv blev presset mod offerets hals mens gerningsmændene forsøgte at tiltvinge sig koden til skabet. Det nægtede husets mandlige beboer, ihvertfald i første omgang.
Efter en længere afstraffelse blev husets beboer tildelt et knivstik i brystet, inden han udleverede koden til pengeskabet. Med koden lykkedes det gerningsmændene at åbne pengeskabet og slippe væk med mere end 100.000 kroner i kontanter.
Gerningsmændene flygtede efterfølgende i bil fra adressen, hvorefter offeret ringede 1-1-2.
Politiet var hurtigt fremme på gerningsstedet og kunne yde førstehjælp i venten på ambulance. En helikopter blev dog hurtigt rekvireret og offeret blev fløjet til Rigshospitalet i København for behandling af sine skader.
Hele mandagen har politiet og politiets teknikere arbejdet på adressen.

Politiet har taget fingeraftryk på hoveddøren
Tåregas på køkkenlåger