Voldsomt færdselsuheld: Bil røg i grøft, bankede ind i træer – og så røg motoren ud!

To unge mennesker slap temmelig heldigt fra et færdselsuheld fredag aften, hvor deres bil kørte i grøften og bankede ind i flere træer.

“Bilen kommer kørende fra Sønderborg mod Dybbøl, da føreren i en venstrekurve mister herredømmet over den. Bilen ryger kortvarigt over i modsatte vejbane og så tilbage i den rigtige vejbane, hvorefter den kører ned i en grøft, der er fire-fem meter stejl. Undervejs rammer bilen flere træer, og motoren ryger ud af bilen,” fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, John Christiansen, til presse-fotos.dk

I betragtning af det skete slap mændene nådigt fra uheldet.

“Den ene af de unge mænd i bilen er lettere tilskadekommen. Den anden er uskadt,” fortæller vagtchefen.

Uheldet og arbejdet på stedet har ikke ført til væsentlige problemer i trafikken.