Voldsomt bekymret for 13-årig pige: Gennemgå jeres videomateriale

Den 13-årige Jasmin Solli Nielsen har siden søndag været forsvundet. Nu udvider politiet endnu en gang eftersøgningen af teenageren

“Men man frygter naturligvis det værste,” siger siger Jasmins onkel Dennis Nielsen til Presse-fotos.dk.

Han har siden søndag, hvor hans 13-årige niece forsvandt fra sit hjem på Jupitervænget i Esbjerg, hvor hun bor på et bosted, været dybt bekymret.

“For det ligner nemlig ikke Jasmin ikke at have kontakt til nogen,” siger onklen.

Syd- og Sønderjyllands Politi udvider fredag igen eftersøgningen af den unge pige, efter politikredsen torsdag meldte ud, at man gjorde brug af hunde og droner i søgningen efter Jasmin.

Nu beder politiet nemlig om hjælp fra offentligheden med videomateriale fra Sønderris og Guldager Stationsby, hvor der er indikationer på, at Jasmin kan have været.

“Vi har allerede indhentet meget videomateriale – men opfordrer borgerne til også at kigge deres videomateriale igennem for at se, om der kan være noget af interesse for politiet. Det kan for eksempel være noget, der ser unormalt ud eller optagelser af Jasmin, der vil kunne gøre os helt sikre på, hvor hun har været, og hvilket tøj hun havde på,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Syd- og Sønderjyllands Politi kender ikke alle kameraer, der er sat op, og derfor beder de borgere byde ind, hvis der er videomateriale, der kan være relevant.

Samtidig organiserer Jasmins onkel en privat eftersøgning af hans niece.

Det kan du læse mere om HER.

Politiet har følgende signalement af Jasmin:

“13 årig pige, 160 centimeter høj og almindelig af bygning med lyst, brunt, langt hår. Jashmin var søndag aften iført hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser samt hvide/guld/sorte Nike-sko.”

Hvis du ved noget, kan du kontakte politiet på 114.