Voldsom villabrand i Holstebro – røgen vælter ud

Brandvæsnet er fredag morgen talstærkt til stede på Parkvej i Holstebro, hvor en brand er opstået i en villa.
Røgen vælter ud af huset og flammerne er gået op gennem taget.

OPDATERING KLOKKEN 12.18

Der er tale om en brand i en ubeboet villa på Parkvej, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Dagbladet Holstebro.

Man mener, at branden er opstået som følge af noget arbejde med en flamingoskærer.

Blikkenslager Poul Thomsen var på adressen, da branden brød ud.

“Jeg var i gang med en flamingoskærer og skulle lige ud i bilen med stumperne, og da jeg kom tilbage var der ild,” siger han til Dagbladet Holstebro.

Der er ingen mennesker, der er kommet til skade i forbindelse med branden.