Fyns Politi har været til stede hele natten, fordi der har lydt et voldsomt brag i en opgang i Bøgeparken i Vollsmose på Fyn.
Politiet er i gang med at efterforske sagen, men der er endnu ingen anholdte i sagen.
Vicepolitiinspektør Claus Andkjær fortæller: – Kort efter ankomst til Bøgeparken kan vores patruljer konstatere, at der er sket en form for sprængning i en opgang på Bøgetorvet, men at ingen er kommet til skade.
Efter at have sikret området, har Fyns Politi arbejdet det meste af natten med at afhøre vidner, sikre videoovervågning og foretaget tekniske undersøgelser på stedet. Ydermere har Fyns Politi søgt i området med sprængstofshunde, lyder det i pressemeddelelsen.
Kan have relation til sprængingen på Vilhelm Kyhns Vej
Den 9. marts lød der også et voldsomt brag på Vilhelm Kyhns Vej, og det kan ikke udelukkes, at de to sager har noget med hinanden at gøre, fortæller Claus Andkjær.
“Det er klart, at når vi har haft en lignende episode for kort tid siden, så kigger vi på en mulig sammenhæng, men jeg kan ikke sige mere af hensyn til efterforskningen”, siger Claus Andkjær.