Visitationszone i Rødovre, Herlev og Gladsaxe forlænges efter skudepisoder

Kort, som viser visitationszonen. Kilde: Københavns Vestegns Politi

På grund af en en række voldelige hændelser, som vurderes at have relation til rocker- og bandemiljøjet, har Politidirektøren for Københavns Politi besluttet at forlænge den gældende visitationszone i dele af Rødovre, Herlev og Gladsaxe kommuner fra i dag klokken 18:00 til tirsdag den 4. januar 2022 klokken 18:00, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Politiet vurderer, at der stadig er risiko for voldelige hændelser i de områder, hvor de involverede grupperinger i Københavns Vestegns Politikreds, holder til.

”På Vestegnen skal der være trygt for borgerne og utrygt for forbryderne. Derfor forlænger vi visitationszonen og fastholder vores skærpede patruljefokus for at gøre det svært for kriminelle at transportere våben rundt,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

Politiet har særlige beføjelser i en visitationszone. Betjente må blandt andet kropsvisitere personer, deres tøj og ransage biler uden særlig mistanke, hvilket ellers er et krav udenfor en visitationszone.

”Vi efterforsker stadig intensivt for at retsforfølge de skyldige og standse skyderierne, og jeg vil opfordre borgerne til at reagere og kontakte os, hvis man bliver opmærksom på hændelser, personer eller køretøjer, som skiller sig ud fra normalbilledet,” siger Kim Christiansen.

Visitationszone udvidet efter drab i Herlev

Efter en række voldelige hændelser indførte Københavns Vestegns Politi først en visitationszone i dele af Rødovre og Herlev den 3. december 2021. Efter drabet på en ung mand i Herlev uden for visitationszonen natten til den 7. december blev visitationszonen udvidet. Det er den udvidede visitationszone, som nu er blevet forlænget til 4. januar 2022 klokken 18. 

Her gælder visitationszonen

Visitationszonen er afgrænset af følgende veje:
Bagsværd Hovedgade, Buddinge Hovedgade, Søborg Hovedgade, Kommunegrænsen til Københavns kommune, Roskildevej, Damhus Boulevard, Kommunegrænsen mod Hvidovre kommune, Kommunegrænsen mod Brøndby Kommune, Korsdalvej, Rødovre Parkvej, Tårnvej, Jyllingevej, Islevdalsvej, Niels Frederiksens Alle, Nordre Ringvej, Lyskær, Marielundvej, Herlev Hovedgade, Borgerdiget, Tvedvangen, Gammel Klausdalsbrovej, Skinderskovvej, Krebsedammen, Ring 4, kommunegrænsen til Furesø kommune, Ring 4.

De nævnte veje indgår i visitationszonen.