Ville sprænge sig selv i luften: Nu er han løsladt

En 46-årig mand er fredag blevet løsladt efter at have fremsagt en bombetrussel i Svendborg torsdag

En 46-årig mand skabte torsdag stor dramatik i Svendborg, da han truede med at sprænge sig selv og sin bil i luften.

Bombetruslen blev fremsat på et øde parkeringsområde ved Ryttervej 67 i Svendborg, og torsdagen igennem var beredskabet massivt til stede i området.

Fredag oplyser Fyns Politi dog, at den 46-årige mand ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør og derfor bliver løsladt.

Efterforskningen har nemlig ifølge politiet vist, at den 46-årige mand ikke havde til hensigt at skade andre end sig selv.

”Der er tale om en dybt tragisk hændelse, hvor den 46-årige mand var kommet i en situation, hvor han ikke kunne se nogen udveje. Vores efterforskning har vist, at han ikke med sine handlinger havde til hensigt at bringe andre menneskers liv i fare. På baggrund af den samlede efterforskning har anklagemyndigheden vurderet, at der ikke et juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør”, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Fyns Politi fik anmeldelsen torsdag morgen klokken 07.43. Herefter blev en stor politiaktion iværksat og et større område omkring parkeringspladsen blev spærret af.

Den nærliggende SG Hal blev også delvist evakueret.

”Det kan virke voldsomt, når politiet rykker så massivt ud, men det gør vi, fordi vi i sådan en situation ikke kan vide, hvad den pågældendes hensigt er, hvad han har i bilen eller om der er andre personer involverede. Der kunne også være risiko for, at han valgte at køre fra stedet og dermed få bragt andres liv i fare. Derfor tager vi ingen chancer, men sætter ind med alt det, der er nødvendigt at hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed”, siger Christian Rasmussen.

Politiaktionen varede helt til klokken 16.41, hvor der skete en mindre eksplosion inde i bilen.

Den eksplosion stod den 46-årige mand selv for. Han kom efterfølgende ud af bilen og blev anholdt af politiet.

Den 46-årige mand pådrog sig lettere skader.

SE OGSÅ: 31-ÅRIG KVINDE AFGÅET VED DØDEN EFTER FÆRDSELSULYKKE

I løbet af torsdag aften udbrændte bilen som følge af eksplosionen. På grund af branden har Fyns Politi endnu ikke kunne fundet ud af, hvad den 46-årige mand havde i bilen.