Vild Med Dans-band revet af skærmen: Sexisme

Det er indtil videre slut med at optræde på TV 2 for bandet “The Antonelli Orchestra”.

Det siger programdirektør Dorthe Tirstrup fra TV 2 i forbindelse med anklagerne om krænkende optræden af orkesterleder Claes Antonsen i forbindelse med optagelserne af tv-programmet “Toppen af poppen”.

Anklagerne blev fremsat i DR-dokumentarserien “Sexisme i musikbranchen”.

TV 2 har bedt produktionsselskabet Mastiff om at igangsætte en undersøgelse af, hvad der reelt er foregået i forbindelse med optagelserne.

– På baggrund af det, som kvinder i dokumentaren modigt har stillet sig frem og fortalt, mener vi, at der er brug for at lave en dyberegående undersøgelse af, hvad omfanget har været af den krænkende kultur på “Toppen af poppen”.

– Vi har derfor bedt Mastiff om at igangsætte en ny undersøgelse, der dels går tilbage i tiden, dels har et bredere perspektiv – og altså ikke kun undersøger kapelmesterens adfærd og rolle, siger Dorthe Tirstrup i et skriftligt svar.

Indtil resultatet af undersøgelsen foreligger, vil “The Antonelli Orchestra” ikke være at finde på TV 2’s kanaler – heller ikke, når “Vild med Dans” løber hen over skærmen til efteråret.

Både Katinka Bjerregård og Mathilde Falch fortæller i dokumentarserien om deres oplevelser i forbindelse med deres deltagelse i “Toppen af poppen”.

De omtaler en unavngiven person fra The Antonelli Orchestra, der talte til kvinderne på en måde, som de opfattede som krænkende.

Siden er bandleder Claes Antonsen stået frem og har i et opslag på Facebook undskyldt, at han har brugt ord og vendinger, som har været “grænseoverskridende og sexistiske”.

Han har samtidig i en mail skrevet til en række koncertarrangører og musikere, at han trækker sig fra bandet.

Presse-fotos.dk deler et helt enkelt trick til at få strømmen på din telefon til at holde længere. Det er både nemt og overraskende effektivt. Læs mere her.