Video: Vrede bilister trækker aktivister væk fra vejen

Frustrerede bilister forsøgte i første omgang at tage sagen i egen hånd, da klimaaktivister blokerede vejen mandag morgen

I alt ni klimaktivister fra organisationen Nødbremsen er mandag morgen blevet sigtet for at have blokeret trafikken omkring vejkrydset ved Vibenshus Runddel i København.

“De havde sat sig på kørebanen og blokerede trafikken, så vi gav dem et påbud om at flytte sig. Det efterkom de ikke, og så blev de flyttet og sigtet for overtrædelse af færdselsloven,” fortæller vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi til Ritzaus Bureau.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om den blokerede trafik klokken 08.05, men inden da havde flere bilister selv forsøgt at fjerne aktivisterne fra vejen.

Det kan du se i videoen øverst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nødbremsen mener, at samfundet står over for et eskalerede klimakollaps, der kalder på omgående og drastisk handling.

‘Samtidig er regeringen med til at eskalere den situation, vi står i, – feks ved at anlægge nye motorveje for 26 milliarder kroner. Vi kan ikke længere være tilskuere til, at vores regering fører en politik, der eskalerer klimakollapset,’ oplyser klimaorganisationen på sin hjemmeside.

Klimaaktivister benytter sig ofte af civilulydighed for at få deres budskaber frem. Det sker blandt andet ved blokader.

Det er langt fra første gang, at organisationen laver blokader på Sjælland. Ved andre aktioner er flere af aktivisterne blevet anholdt.