VIDEO: Voldsom kirkebrand i København: “Luk døre og vinduer”

Der er mandag aften udbrudt brand i Hyltebjerg Kirke på Ålekistevej i Vanløse.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Der er ingen oplysninger om, hvordan branden i kirken er opstået.

Københavns Politi opfordrer alle, som bor i området, til at at lukke døre og vinduer.

Billeder og video fra stedet viser, at der er tale om en meget kraftig brand.

Thomas Hjermind, som er vagtchef ved Københavns Politi, siger til Presse-fotos.dk, at politiet modtog anmeldelsen klokken 19:44.

– Vi er til stede og har sørget for afspærringer, så brandvæsnet kan komme til og slukke, siger han.

– I den forbindelse er krydset mellem Ålekistevej og Hyldebjerg Allé blevet spærret, og vi har også været i kontakt med Movia angående busruter, som passerer stedet, siger han videre.

Vagtchefen oplyser, at man ikke har meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden, og at det endnu er for tidligt at kunne sige noget om årsagen til branden.

Hovedstadens Beredskab oplyser på Twitter, at de forventer, at slukningsarbejdet vil pågå de næste mange timer.