VIDEO: Ung mand brager ind i traktor

En politimotorcykel fangede fredag eftermiddag helt tilfældigt et voldsomt uheld på sit kamera, da en ung mand bragede ind i en traktor med en påhængsvogn (videoen er fra Midt- og Vestjyllands Politi)

En mand sidst i 20’erne kom fredag eftermiddag kørende ad en lige vestjysk landevej, da han et kort øjeblik var uopmærksom og skulle pille ved bilradioen.

‘Pludselig befandt han sig på den forkerte side af midterstriben og ramte, som du kan se, en traktor med påhængsvogn og ville have ramt vores kollega på motorcyklen også, hvis ikke det var lykkedes betjenten at undvige ud i rabatten, så han ’kun’ blev ramt af vragresterne,’ lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, der har delt videoen af uheldet.

Det har politikredsen valgt at gøre, fordi ingen personer er kommet til alvorligt til skade og for at vise danskerne, hvad et øjebliks uopmærksomhed kan betyde.

‘Tre ud af fem dødsfald i trafikken sker helt eller delvist på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering. Fra 2017 til 2021 døde 505 mennesker i trafikulykker, hvor uopmærksomhed/manglende orientering havde betydning. Det viser tal fra Vejdirektoratet. Der er altså i snit omkring 100 mennesker om året, der mister livet, fordi nogen – måske bare et splitsekund – glemmer at køre bil, når de kører bil,’ skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

SE OGSÅ: BMW BRAGER IND I HJEMMEPLEJEBIL