VIDEO | To anholdt for drab på 22-årig kvinde

Politiet rykkede i går torsdag ud til Violvej i Kolding, efter de klokken 12:30 havde fået en anmeldelse om en hårdt kvæstet ung kvinde på stedet.

Den 22-årige kvinde fra Kolding blev fundet med alvorlige kvæstelser på overkroppen.

Kvinden afgik senere torsdag eftermiddag ved døden på sygehuset.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.

Politiet iværksatte en omfattende efterforskning og flere patruljer blev sendt til adressen.

Her blev området afspærret, og efterforskere, teknikere og hunde gennemsøgte området for at samle spor i forbindelse med efterforskningen.

Man afhørte samtidig vidner, mens politiet også har iværksat retslægelige undersøgelser i forbindelse med efterforskningen.

To personer anholdt

To personer, som var til stede, da den 22-årige kvinde blev fundet, blev anholdt kort tid efter, politiet var ankommet til stedet.

Der er tale om en 30-årig mand og en 29-årig kvinde. De er begge fra Kolding.

Begge personer er grundet omstændighederne blevet sigtet for drab.

De bliver begge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 11:00.

Politiet oplyser, at de er af den opfattelse, at den nu afdøde 22-årige kvinde kendte de to anholdte i forvejen.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Sydøstjyllands Politi fortsætter efterforskningen, som blandt andet skal klarlægge det præcise hændelsesforløb, som førte til den unge kvindes død.

Den 22-årige bliver i dag obduceret.

Den unge kvindes pårørende er underrettet.

Sydøstjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere oplysninger af hensyn til efterforskningen.