VIDEO | Rådhus evakueret: Smed brændende sportstaske fuld af sprit ind på rådhuset

Helsingør Rådhus på Stengade i Helsingør blev klokken 17:15 evakueret, efter en mand havde smidt noget brandbart ind ad rådhusets hoveddøre.

Det siger Nordsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

Evakueringen af rådhuset kom efter, at det brandbare, som var blevet smidt ind ad hoveddørene, gav kraftig røgudvikling, som udløste røgalarmerne på stedet.

Blandt de evakuerede var samtlige byrådsmedlemmer, som skulle til byrådsmøde.

– Der er en mand, som sætter ild til en genstand, som han kaster ind i rådhusets åbne foyer, men der er heldigvis en snarrådig borger, som befinder sig inde i foyeren, som kaster den brændende genstand ud igen, siger David Eckert, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Den brændende genstand viste sig efterfølgende at være en sportstaske fyldt med spritdunke, siger vagtchefen.

Politiet oplyser, at de er ret sikre på, hvem der står bag.

– Vi har en god formodning om, hvem der står bag – og vi har også mange vidner, samt rigtig god videoovervågning på stedet, siger David Eckert.

Manden, som smed den brændende taske ind ad rådhusets hoveddøre, forlod stedet igen lige efter.

– Vi arbejder ud fra flere forskellige hypoteser, men vi mistænker, at der er tale om en psykisk syg, hjemløs mand, der har set sig sur på kommunen, forklarer vagtchefen.

Politiet er massivt til stede og er i gang med at foretage tekniske undersøgelser på stedet i skrivende stund.

Rystet borgmester

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), som selv var til stede på rådhuset mandag, er dybt rystet efter episoden, fortæller hun til sn.dk.

– Det er dybt rystende. Nu har vi gode muligheder for, at man kan komme ind og overvære de offentlige byrådsmøder, men det må vi jo genoverveje, når sådan noget her sker. Jeg er chokeret over, hvad der går gennem hovedet på en, der gør sådan noget. Jeg er bare lykkelig for, at vi har fået alle ud, og at vi har haft nogle medarbejdere, der har reageret vildt hurtigt, siger borgmesteren til mediet.

Branden i tasken blev slukket hurtigt, og der var på intet tidspunkt fare for mennesker eller fare for spredning, oplyser politiet.