10. maj. 2022 - 17:21

VIDEO | Leder i brandvæsnet sigtet for flere tilfælde af brandstiftelse



Politiet anholdt i går mandag en 50-årig mand fra Egtved for forsætlig brandstiftelse af en række brande i Egtved-området. Manden blev anholdt klokken 15:00.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Der har de to seneste måneder været omkring 40 naturbrande i området omkring Egtved. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de fra start har været opmærksomme på brandene.

Der er hverken sket skade på personer eller bygninger i forbindelse med brandene, som alle er blevet slukket, men risikoen for spredning har været stor – især når man har det tørre vejr in mente.

Strafferammen for forsætlig brandstiftelse af den karakter, som den 50-årige er sigtet for, ligger på op til seks års fængsel.

Tidlig efterforskning

Ifølge Sydøstjyllands Politi startede de meget tidligt i forløbet en samlet efterforskning, efter de mange brande var opstået på kort tid, hvilket gav grund til bekymring.

Den anholdte 50-årige mand er blevet anholdt for rækken af brande på grundlag af denne efterforskning.

Den 50-årige blev klokken 11:00 tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Lokalt medie: Den anholdte er leder i det lokale brandvæsen

Den anholdte mand er dog ikke nogen hvem som helst.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad, så er der tale om en lokal leder i det lokale brandvæsen.

Ved grundlovsforhøret tirsdag, kom det frem, at manden er sigtet for 11 forhold, oplyser mediet.

De 11 forhold strækker sig fra den 12. marts og frem til den 9. maj og omhandler blandt andet ild i en stammestak på Springbjergvej i Egtved (første video), ild i en container på Kirkevej i Egtved (anden video), samt påsættelse af brand i et hedeområde nordvest for Hærvejen i Randbøl og ild i et skovstykke på Tørskindvej.

Artiklen fortsætter efter videoen

Lukkede døre

Efter de 11 sigtelser blev læst op, blev dørene lukket for pressen, efter anklageren havde anmodet om dette med henvisning til, at vidner ikke skulle kunne samstemme deres forklaringer i henhold til det, der bliver rapporteret i pressen, da efterforskningen stadig er på et meget tidligt stadie.

Da grundlovsforhøret endte efter tre timer, oplyste Sydøstjyllands Politi på Twitter, at den 50-årige mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Berørte kolleger

På mandens arbejdsplads hos Falck, oplyser pressechef Alice Klitholm Duch, at de tager sagen alvorligt, og at sagen vil blive undersøgt internt.

– Vi og vores medarbejdere er meget berørte af sagen, og samarbejder naturligvis med politiet, hvis vi kan bidrage til efterforskningen, siger Alice Klitholm Duch til Vejle Amts Folkeblad.

Ild i en stammestak på Springbjergvej i Egtved
Ild i en stammestak på Springbjergvej i Egtved
Ild i container på Kirkevej i Egtved
Ild i container på Kirkevej i Egtved
Naturbrand på Tørskindvej i Randbøl
Naturbrand på Tørskindvej i Randbøl