Dagen efter, at flere hundrede fans invaderede banen i Parken i København, da F.C. København blev danske mestre, reagerer klubben nu.
– Vi arbejder på at identificere dem, der løb på banen, der kan se frem til karantæne og en afgift på 10.000 kr i henhold til vores stadionreglement, skriver F.C. København på Twitter.
Baneinvasionen skete efter slutfløjtet i Parken, selvom klubben havde bedt deres fans om at blive på tribunerne, når kampen sluttede.
Det så et par hundrede fans dog stort på og løb på banen, da kampen var slut, og de københavnske løver havde sikret sig titlen.
– Vi havde en forrygende dag i går, men den blev desværre også forstyrret af nogle få, der satte sig over de tusindvis, der festede i Parken ved at løbe på banen, skriver klubben på Twitter.
– Som vi havde gjort det meget klart inden kampen, så var det farligt og med risiko for store konsekvenser for klubben, skriver de videre.
Anholdelse og slagsmål mellem fans og sikkerhedsfolk
En person blev anholdt i forbindelse med baneinvasionen.
En af fansene på banen kom i håndgemæng med de sikkerhedsfolk, som forsøgte at få fansene tilbage på tribunerne.
Det fik de andre fans til at forsøge at få den fan, som sikkerhedsfolkene havde lagt på jorden, vristet fri.
Det lykkedes til sidst at få fansene tilbage på tribunerne, og herefter kunne FCK-spillere og fans fejre guldmedaljerne efter en sikker hjemmesejr mod gæsterne fra AaB.
Se episoden i videoen her: