VIDEO | Her lander amerikansk kæmpefly på dansk jord

Et stort amerikansk C-17 fly er tirsdag landet i Bornholms Lufthavn.

Det sker som led i den amerikanskledede øvelse Defender-Europe 22, som kører i store dele af Nordøsteuropa i løbet af maj.

Det oplyser Forsvaret.

I går ankom de første pansrede køretøjer fra 1. bataljon fra Den Kongelige Livgarde til Rønne Havn.

Øvelsen på Bornholm har flere formål for soldaterne fra Den Kongelige Livgarde, oplyser Forsvaret.

Garderne skal for det første demonstrere, at Forsvaret hurtigt og effektivt er i stand til at forstærke Bornholm, hvis der skulle opstå et sikkerhedsmæssigt behov.

Amerikansk øvelse

Derudover deltager de i en del af den amerikansk ledede øvelse Defender-Europe 22, der kører i store dele af Nordøsteuropa i løbet af maj. Her skal soldaterne fra den Kongelige Livgarde sikre øen, mens amerikanerne bekæmper mål i Østersøen med missiler fra en HIMARS – High Mobility Artillery Rocket System, der i et kort tidsrum også kommer til Rønne Lufthavn.

Den store øvelse kommer også til at omfatte Det Bornholmske Hjemmeværn, F-16 fly og fregatten Niels Juel.