09. maj. 2022 - 9:00

VIDEO | Fiskeriministeriet på besøg i Hirtshals



Fiskeriminister Rasmus Prehn ringede mandag morgen med klokken i auktionshallen, så fiskere og opkøbere kunne gå i gang med at sælge og byde på fisk ved fiskeriauktionen på Hirtshals Havn.

Fiskeriministeriet er nemlig taget til Hirtshals Havn, hvor de vil møde lokale fiskere, politikere og erhvervet til en åben dialog.

Ministerens dagsorden er, hvordan man fremtidssikrer dansk fiskeri.

Det oplyser Fiskeriministeriet i en pressemeddelelse.

– Det blæser om det danske fiskeri. Det er et presset erhverv.  Både i Danmark og i EU har vi truffet hårde, men nødvendige beslutninger, og det kan mærkes i dansk fiskeri. Som fiskeriminister ligger det mig rigtig meget på sinde at møde dem, det handler om. Derfor flytter jeg mandag Fiskeriministeriet fra Slotsholmen i København til kajen i Hirtshals. Her er der kaffe på kanden, og så er jeg ellers klar til at høre på bekymringer, forslag og idéer fra de lokale fiskere. Mit mål er klart. Der skal også i fremtiden være fisk i de danske have og dermed forudsætningen for et stærkt dansk erhvervsfiskeri, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

Fiskeriministeriet vil være på havnen fra klokken 10-17 mandag den 9. maj.

Ministeren vil personligt være til stede fra klokken 10-14 og igen fra 16-17.