VIDEO | Bus i flammer på Frederiksberg

Beredskabet er mandag morgen rykket ud til en busbrand i krydset mellem Nordre Fasanvej og Godthåbsvej på Frederiksberg.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab.

Den kraftige busbrand og den efterfølgende slukning skabte trafikale problemer på stedet.

Hovedstadens Beredskab meldte kort før klokken 07:30, at branden var blevet slukket, samt at man havde forhindret brandspredning til den ejendom, bussen holdt foran.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.

Hovedstadens Beredskab oplyser, at man endnu ikke ved, hvad årsagen til branden er.

– Movia får nu bugseret bussen væk, og så har de en undersøgelsesgruppe, som skal undersøge bussen, så de kan finde ud af årsagen til branden, oplyser beredskabet til Presse-fotos.dk.