VIDEO | 34-årig kvinde død i forbindelse med politiaktion

En kvinde i Kastrup kom tirsdag aften til skade i forbindelse med politiets arbejde. Hun afgik efterfølgende ved døden.

Tirsdag aften kom en kvinde så alvorligt til skade under en politiaktion ved Vinkelhuse i Kastrup, at hun senere afgik ved døden.

Det fremgår af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (DUP, red.) hjemmeside onsdag eftermiddag.

Det er dog ikke oplyst, hvad der konkret skete ved episoden.

– Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtog den 15. marts 2022 klokken 18.24 underretning fra Københavns Politi om en episode kort forinden, hvor en kvinde kom alvorligt til skade i forbindelse med en politiforretning på Amager.

– Kvinden er efterfølgende afgået ved døden, lyder det i pressemeddelelsen.

DUP behandler klager og efterforsker sager, hvor personer kommer til skade eller dør i forbindelse med politiets arbejde.

Københavns Politi bekræfter

Presse-fotos.dk har været i kontakt med Københavns Politi, som i et skriftligt svar bekræfter hændelsen, og at det er denne sag, som DUP nu er ved at undersøge.

– Københavns Politi kan bekræfte, at vi tirsdag aften var til stede på en adresse i Kastrup, hvor en 34-årig kvinde afgik ved døden efter at være kommet alvorligt til skade.

– Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu omstændighederne, og Københavns Politi kan derfor ikke udtale sig yderligere om hændelsen, lyder det i det skriftlige svar fra Københavns Politi.

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra DUP grundet den igangværende efterforskning af sagen.

Sparsomt med oplysninger

Der er meget få oplysninger om selve sagen i politiklagemyndighedens pressemeddelelse.

Det er ikke oplyst, hvad slags politiforretning der var tale om, eller hvornår og hvordan den 34-årige kvinde døde.

Det er ikke uvant, når politiklagemyndigheden overtager denne type sager.

Når DUP har afsluttet deres efterforskning, vil Statsadvokaten i København modtage en redegørelse, og skal på grundlag af denne tage stilling til, om der skal rejses en sag.