VIDEO | 18-årig gik rundt med stor kniv: Anholdt af politiet

Politiet blev onsdag aften tilkaldt, efter flere personer havde set en mand rende rundt med en stor kniv i Grøfthøjparken i Aarhus-bydelen Viby.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Anmelderne fortalte, at de havde set manden gå over et fodgængerfelt, hvor kniven var synligt fremme omkring klokken 20:00. Andre havde set manden med kniven foran en butik i området.

Derfor kørte en patrulje hurtigt til stedet, hvor de traf en 18-årig mand, som havde en stor kniv på sig.

Den 18-årige blev anholdt af politiet og den store kniv blev beslaglagt.

Den unge mand havde ifølge Østjyllands Politi fortalt, at han blot havde lånt kniven af en ven, da han manglede en kokkekniv. Og da der ikke var så langt fra vennen og den 18-åriges hjem, så havde han bare taget kniven i hånden og bevæget sig hjemad.

Det endte dog med, at politiet sigtede den 18-årige mand for overtrædelse af knivloven og for forstyrrelse af den offentlige orden på grund af sin utryghedsskabende adfærd.