COP29 vil blive “totalt spild af tid”, mener minister i Papua Ny Guinea. Store landes ledere har meldt afbud.
En lang række internationale ledere deltager ikke i FN’s næste klimatopmøde, COP29, der går i gang mandag i Aserbajdsjan.
Temaet for klimamødet er, hvor mange penge de rige lande skal give de fattige i klimabistand i fremtiden.
Landene skal nå til enighed om et nyt mål.
I dag lyder målet, at de fattige lande årligt skal have 100 milliarder dollar til at reducere deres udledninger og tilpasse sig det voldsommere klima. Det mål udløber til næste år og skal derfor fornyes.
Men afbuddene er væltet ind fra stats- og regeringschefer.
Senest har Hollands premierminister, Dick Schoof, meldt afbud på grund af voldelige overfald på israelske fodboldtilhængere i Amsterdam. Det skriver han lørdag på X.
USA’s præsident, Joe Biden, har for andet år i træk meldt fra til FN’s årlige klimamøde. Det skyldes, at mødet ligger lige efter præsidentvalget i landet.
Fredag kom der afbud fra Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, hvis regering er i krise.
Heller ikke Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil være at finde på deltagerlisten. Han protesterer imod, at COP29 bliver holdt i Aserbajdsjan, som Frankrig har et dårligt forhold til efter konflikten med Armenien.
EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, deltager heller ikke. Det gør i stedet EU-præsident Charles Michel samt hollandske Wopke Hoekstra, der er fagkommissær for klima og grøn vækst, og energikommissær Kadri Simson.
Den britiske kong Charles, som ellers er kendt for sin klimakamp, er ved at komme sig efter et kræftforløb og rejser derfor heller ikke til Aserbajdsjan.
Ifølge mediet Euronews vil der heller ikke være deltagelse af stats- og regeringschefer fra blandt andet Japan, Australien, Canada, Sydafrika, Mexico og Indien.
Kina, der er verdens største udleder af CO2, er repræsenteret af en vicepremierminister.
Papua Ny Guinea mener, at COP29 vil blive “totalt spild af tid”, siger landets udenrigsminister, Justin Tckatchenko, ifølge Euronews.
Allerede i august meddelte den lille østats premierminister, James Marape, at han vil blive væk som en protest mod de store landes mangel på vilje til at yde “hurtig støtte til ofrene for klimaforandringer”.
Til gengæld sender Taliban-styret i Afghanistan for første gang en delegation, bekræfter landets udenrigsministerium ifølge AFP. Det er dog uklart, om delegationen må nøjes med observatørstatus.
Afghanistan ligger nummer seks på listen over de lande i verden, der er mest truet af klimaforandringer.