Danske Mathias Gidsel er kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller i 2023, oplyser IHF
Mathias Gidsel er kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller i 2023 af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Det skriver forbundet på sin hjemmeside.
– Den 25-årige danske højreback fuldender sit trofæskab med endnu en individuel titel efter at have leveret nogle fantastiske præstationer siden sin debut på det danske landshold i 2020, skriver IHF på sin hjemmeside.
– På klubplan har Gidsel leveret fremragende for Füchse Berlin, hvor han vandt EHF European Super League, lyder det fra forbundet.
Gidsel blev i 2023 verdensmester med Danmark.
Den danske højreback blev topscorer og kåret til den mest værdifulde spiller ved slutrunden.
Ud over Mathias Gidsel var franske Ludovic Fabregas og den tyske målmand Andreas Wolff nomineret til kåringen.
Gidsel er den tredje mandlige danske spiller, der modtager titlen.
I 2019 og 2021 blev Niklas Landin kåret til verdens bedste håndboldspiller, mens Mikkel Hansen løb med titlen i 2011, 2015 og 2018.
IHF uddelte ikke kåringen i 2020 og 2022. Forbundet har til dette års kåring ændret i formatet, så fans ikke længere har den samme magt i stemmeafgivningen, som tidligere har været tilfældet.
I det nye format tæller fansenes stemmer for en tredjedel. VM-landstræneres stemmer tæller også en tredjedel, mens den sidste tredjedel af stemmer går til IHF’s træningskommission.
Norske Henny Reistad tager titlen som verdens bedste kvindelige håndboldspiller.
I forbindelse med at IHF har ændret i stemmeformatet, har forbundet også uddelt to nye kåringer. Verdens bedste unge mandlige og kvindelige spiller.
Færøernes Elias Ellefsen á Skipagøtu er kåret som det bedste mandlige talent, mens franske Lena Grandveau tager titlen på kvindesiden.
/ritzau/