Vanvittigt: Vidner genoplivede forulykket lastbilchauffør efter hjertestop

Arkivfoto

Vidners resolutte indsats var efter alt at dømme afgørende for, at 76-årig mand overlevede hjertestop

Et sandt drama udspillede sig torsdag morgen på Damsbrovej i Hinnerup nord for Aarhus.

Omkring klokken 07.25 kørte en lastbil galt. Bilen kørte af vejen og ind i tre skilte, inden den stoppede, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport fredag.

Det viste sig, at den 76-årige mand, som sad bag rattet, havde fået hjertestop, og at det var årsagen til ulykken.

Flere vidner overværede ulykken, og der blev straks ringet 112. Den livløse mand blev trukket ud af lastbilen, og vidnerne gik i gang med at give den livløse mand hjertemassage.

Vidnerne blev ved med at kæmpe for mandens liv, indtil en ambulance ankom til stedet, og det professionelle redningsmandskab kunne tage over.

Ifølge de meldinger, som Østjyllands Politi har fået fra sygehuset, har vidnernes resolutte hjælp i høj grad medvirket til, at manden dels har overlevet og dels er sluppet uden større skader.

/ritzau/